Salgsingeniør med el-baggrund

Til kontoret i Holstebro eller Aalborg

Drømmer du om at designe og visualisere el-tekniske projektløsninger inden for forsyningsbranchen? Brænder du for at præge projektet allerede fra start sammen med kunden? Så har vi drømmejobbet til dig!

Dansk Miljø- & Energistyring A/S (DME) har siden 1988 specialiseret sig i opbygning, service og udvidelse af el- og automationssystemer inden for fjernvarmeværker, biogasanlæg, vandværker og renseanlæg. Erfaringen er siden da vokset, medarbejdernes kompetencer er styrket og vores gode omdømme har bredt sig. For fortsat at kunne yde god og kompetent service til vores kunder, er det vigtigt, at vi styrker forretningen med endnu en salgsingeniør, der i tæt samarbejde med forretningen kan udarbejde og formidle den løsning, der skaber størst værdi for kunden. Stillingen kan varetages enten i Holstebro eller i Aalborg. 

Et fagligt stærkt team med en stærk holdånd
Som salgsingeniør bliver du en del af en forholdsvis ny salgsafdeling med fem kollegaer. Fælles for alle er en høj el-teknisk viden og drive, for sammen med kunden at finde frem til den helt rigtige løsning. Det betyder, at du allerede i tilbudsfasen vil levere teknisk dokumentation, som skaber et stærkt visuelt overblik for kunden over hele projektforløbet. Det skaber tryghed og en klar forventningsafstemning fra start.

Du skal ikke vide alt, da du har et helt hus af fagspecialister du kan trække på. Vi arbejder med hele automationsdelen fra projektering, produktion af egne tavler, programmering af PLC, netværks opsætning, OT-sikkerhed, SCADA-programmering til idriftsættelse. Vores styrke er, at vi stiller op som ét hold, hvilket også giver et unikt stærkt sammenhold til glæde for hele forretningen. Du vil derfor have en bred kontaktflade både internt og eksternt.

Du får ansvar for følgende:​

  • Den første kontakt med kunden, nye samt eksisterende
  • Opgaveafdækning og forventningsafstemning hos kunden
  • Finde intern viden til at støtte tilbudsopgaven
  • Visualiser opgaven, heri udarbejde:
    • Tilbudsbeskrivelse og kalkulation
    • Netværks- og PI diagram
    • Etstregsdiagram
    • Forslag til tavletegninger
  • Planlægning i samarbejde med ressourcekoordinatoren
  • Ansvarlig for projektoverdragelse til projektteamet
  • Håndteringer af afvigelser iht. projektets udbudspris
  • Varetage løbende faktureringer

Vi slipper dig først, når du er klar
Hos DME sætter vi en ære i, at tingene bliver godt forberedt, gennemarbejdet og lavet helt færdigt. For at sikre den bedste mulige udvikling for dig, vil du få tilknyttet en mentor fra salgsteamet. Mentoren vil guide dig efter dine behov, så du kommer godt ind i opgaverne og i organisationen.

Efter det første år, forestiller vi os at du begår dig hjemmevant i organisationen og ved, hvor du kan finde sparring. Du formår at anvende vores kalkulationsværktøjer og andet tilbudsmateriale.

Ser vi 1½-2 år frem, er du klar til selvstændigt at varetage ”egne” kunder. 

Humoristisk og social kultur
Vi tilbyder en spændende hverdag, hvor vidensdeling prioriteres højt. Derfor afholder vi jævnlige møder med dette formål for øje. Din egen motivation og interesse er afgørende, og vi støtter op med nødvendig uddannelse og sparring. Vores arbejdskultur er præget af en humoristisk omgangstone og et engageret samt fagligt kompetent miljø. Vi vægter derfor også at bruge tid med hinanden, så når du ikke er ude ved kunderne, vil du være på kontoret, til stor glæde for resten af dine kolleger. Vi har desuden en utrolig aktiv personaleforening, med aktiviteter året rundt.

Dine kvalifikationer
Det er ikke afgørende, at du har erfaring med salg, det vigtigste er, at du har flair og interesse for kundekontakt og finder det spændende at udarbejde detaljeret salgs- og projektmateriale. Så skal vi nok gøre dig til specialist inden for 1-2 år.

Vi forestiller os, at du har en el-faglig baggrund som f.eks. elektriker, el-installatør, maskinmester eller automationsteknolog. Du er tilpas ved en PC, kender til Excel, kan formulere dig tydeligt på dansk både mundtligt/skriftlig og gerne på engelsk, hvilket dog ikke er afgørende.

Som person er du:

  • God til at kommunikere og kan samarbejde med forskellige personer
  • Stærk til at formidle tekniske koncepter og ideer til forskellige interessenter
  • Serviceminded og forstår vigtigheden i, at bevare en god opfølgning med kunden samt dine kollegaer
  • Besidder et godt købmandskab
  • Fleksibel og trives med at tage ejerskab
  • Omhyggelig og motiveres af at udvide din faglige rygsæk.

Fik du svar på alt?
Vil du vide mere om DME og denne spændende stilling? er du meget velkommen til at kontakte vores HR Chef Maria Olesen på tlf. 2336 3544 eller mlo@dme.as

Du kan også læse mere om os og vores projekter her HER.

Vi afholder løbende samtaler med egnede kandidater til stillingen, så send snarest din ansøgning og CV via QuickApply, ved at trykke her på "Ansøg".
Vi forventer at opstart vil blive efter sommerferien, formentlig i september.

Vi glæder os til at høre fra dig og ikke mindst at byde dig velkommen.

I Dansk Miljø- & Energistyring A/S har vi leveret automationsløsninger til forsyningsbranchen i mere end 35 år.  Over tid har vi udviklet og forfinet en lang række funktioner og produkter til f.eks. energioptimering, fjernbetjening af SRO-anlæg, IT-sikkerhed og udveksling af data. Vi er ca. +80 medarbejdere med hovedlokation i Holstebro og en afdeling i Aalborg. Grundstenene i DME bygger på: tilfredse kunder, én god arbejdsplads og fornuftig økonomi.

 

keyboard_arrow_up